Det er ikke nogen hemmelighed, at det store flertal af den danske rockband-elite længe har dyrket festen for en sluttet skare. Det har nærmere været reglen end undtagelsen at skulle være meget for få end mere for flere. Derfor risikerer Apollo også at blive bortdømt som noget at det mest uncool, der er sket i nyere dansk pophistorie. Den københavnerbaserede sekstet vil nemlig noget helt forrykt med sit debutalbum: Den vil være meget for mange ...
Lige meget hvad må det hjemlige musikmiljø nok forberede sig på luftforandring, når Apollo sender sit melodiske monster af et crowdpleaser-debutalbum i kredsløb den 30. august – for Apollo er store følelser, større armbevægelser, åbne sluser og patos for fuld skrue.

”Selvom det måske aldrig har været mere utjekket at være et stadionband, så er vi ligeglade med det. Vi elsker at spille for et publikum med gang i den, og vi vil have folk til at te sig, som om de ser os på et fyldt Wembley. Det drømmer vi jo om en dag at prøve. Der skal klappes på to og fire, og publikums armbevægelser skal helst være lige så store som vores,” erklærer guitarist Søren Vestergaard.

Forsanger Claus Hoffmann lægger heller ikke skjul på, at årets suverænt mest højstemte og svulstige rockalbum ikke er lavet i dansk gadehøjde. Han og resten af Apollos medlemmer har drømt og spillet sig mod de højeste tinder:
”Med vores lyd og det tekstunivers, jeg bevæger mig i, befinder vi os jo nærmere på toppen af en skyskraber i New York end på gadeplan herhjemme. Vi dyrker det pompøse og søger tilbage til de klassiske rockdyder. Hvis ikke Flaming Lips allerede havde gjort det, så havde vi nok også haft konfettimaskiner med på scenen,” siger forsangeren om ”Too Many Nights”, som Apollos debutalbum er kommet til at hedde.

Selvom sekstetten appellerer til radiobølgerne med en samling af 11 iørefaldende og ligefremme melodier, har medlemmerne faktisk en lang baggrund i den ofte mere snørklede, skramlede og tilbageholdne indierock. Inspirationerne talte oprindelig navne som Arcade Fire, Flaming Lips, The Killers og The National. Men med tiden har lyden vokset sig større og større og er endt i det decideret storladne:”Det ville jo være synd at påstå, vi stadig tilhører indiescenen, men vi er fortsat fascineret og inspireret af den,” lyder det fra Claus Hoffmann.

Debutalbummet skorter ikke just på slagkraftige skæringer. Et godt eksempel på den udvikling, som Apollo har været igennem de senere år, er titelsangen ”Too Many Nights”. Enkelte elementer går mere end 10 år tilbage til dengang, Søren Vestergaard og Claus Hoffmann tog de første tøvende skridt sammen. ”Meget er blevet ændret, blandt andet et riff og omkvædet, men til trods for, at vi siden har skrevet nok materiale til syv plader, så er det nok sigende for os, at vi værner om den stærke melodi. Den fik lov til at overleve,” siger guitaristen.

Historien om Apollo er historien om et band, der har været længe på vej – og ikke har skruet ned for ambitionerne af den grund. Der er både sjællændere, fynboer og jyder i den sammenbragte flok, der fandt hinanden i København i 2006 og allerede havde et album på vej til udgivelse på et mindre selskab året efter. Men da muligheden for at tegne kontrakt med Copenhagen Records bød sig, sadlede bandet om, tog den en smule mere med ro og arbejdede videre med materialet. Undervejs har Apollo blandt andet fået assistance af producer Søren Balsner, mens albummet er mixet af Carsten Heller og amerikanske Michael Patterson.

På tekstsiden gennemsyres ”Too Many Nights” af Claus Hoffmanns uforfalskede kærlighed til New York. En by, der har efterladt ham blå i sindet og gul og blå på kroppen – alligevel slipper længslen efter Drømmenes By ham ikke:
”Mine sange bygger på kaos og håb. Det er to begreber, som går igennem praktisk talt alle mine sange. Men når jeg skriver en sang om kaos, er det også et must, at sangen indeholder håb. Ellers ser jeg ingen grund til at skrive om netop kaos. Uden håb bliver det for patetisk og uudholdeligt,” forklarer forsangeren.